DINNødhjælp med Anja Lovén som ildsjælen i spidsen arbejder for at redde såkaldte heksebørn i Nigeria.

Heksebørn er børn, der er blevet udstødt af deres familie og landsby på grund af overtroiske anklager om at være hekse. Anklagerne kan komme, fordi der skal findes en syndebuk for fx en fejlslagen høst eller et dødsfald i familien, og heksebørnene bliver udpeget, blot fordi de er en smule anderledes end de andre børn. En skæv næse eller et stædigt sind kan gøre det.

Konsekvenserne af hekseanklagerne kan være udstødelse fra landsbyen, vold, tortur og sågar drab.
DINNødhjælp vigtigste opgave er oplysning af lokalsamfundet, for at mindske den uvidenhed, der kan lede til hekseanklager. Det gør de blandt andet ved at hjælpe heksebørnene og vise lokalsamfundet, at anklagerne ikke var rigtige, men derimod et resultat af overtro.

Hjælpen til heksebørnene kommer i høj grad også gennem det børnehjem organisationen driver. Børnehjemmet er en sikker og tryg base for børnene, hvorfra de har mulighed for at gå i skole, lege, lære og hvor de kan snakke om og bearbejde de traumer de har været udsat for.

Vi har valgt at støtte Anja og DINNødhjælp, fordi vi beundrer det mod, som de frivillige og Anja viser i Nigeria. De arbejder for så uselvisk en sag i så farligt et område, og gør en reel forskel for børnene og for at oplyse det samfund, der udstøder dem. Ildsjæle af den karakter, der skaber ringe i vandet, kan vi ikke andet end at holde af.

Læs mere om DINNødhjælp her.